Italien - søndag den 10. marts 2019

Fra Ragusa til Punta Secca (Siciliens sydkyst)

Forrige dag Oversigt Næste dag

Udsigten, som vi blev mødt af, da vi kom til Ragusa, var så god, at jeg gerne ville op tidligt i dag og se samme udsigt i solopgang. De gule huse må få en varm glød i den første morgensol, havde jeg regnet mig frem til.

Men allerede ved 5:30 tiden stod jeg op og skrev lidt dagbog. En time senere var vi på vej op af vejen og ud af byen. Udsigtspunktet var omkring 500 meter væk fra parkeringspladsen, og der blev travet til i den kolde morgenluft. Det er vist rigtigt, at temperaturen ofte er lavest lige omkring solopgang. I dag føltes det sådan.

Jeg blev belønnet, for at gå lidt ekstra langt ud af hovedvejen. Hele Ragusa Ibleo bydelen lå badet i morgensolen og havde et fint gyldentorange skær over sig. Jeg glemte helt, at der var pissekoldt. Jeg var kommet et stykke ud af hovedvejen og de få biler, der kom kørende, havde godt med fart på. Der var ikke så meget plads, så det var med at holde godt øje med bilerne.

Ragusa
Ragusa
Ragusa
Ragusa

Da jeg havde fået mættet mit fotobehov, satte jeg i et rask tempo tilbage mod byen og Marie, der var stoppet op tættere på byen. Da vi kom tilbage til camperen, kneb det med at få varmen igen. Jeg var blevet gennemkold og der skulle et par kopper kaffe til at varme mig op igen. Det blev ikke bedre af, at camperen holdt parkeret bag et bjerg i læ for morgensolen, så her var ingen hjælp at hente.

Vi tog tøj på og begav os ud i solen. Der var nogen grader til forskel, når vi kom derud. Dejligt. Så var det tid at kigge nærmere på Ragusa Ibleo, der udgør en lille del af det gamle Ragusa. Når vi går rundt i denne del, minder den om meget af de andre byer, vi har besøgt. Smalle veje med huse på begge sider. Vejbelægningen er oftest glatte sten i byerne. Store sten på 50 x 50 cm. Der er sjældent tænkt på fodgængere. Er der et smalt fortov, så skal man passe meget på, for ved hver garage, skråner fortovet ned mod vejen, så det er meget ujævnt, at gå på fortovet. Ofte hører fortovet pludselig op. Så kan man gå over på den anden side - hvis der er et fortov, eller man må kante sig ind og ud mellem de parkerede biler.

Vi var tidligt på færde, så der var ikke så mange mennesker på gaden endnu. Vi nåede ned på den lokale Piazza Duomo, hvor den store kirke Duomo di San Giorgio tårnede sig op i den øverste ende af pladsen. Selve pladsen skrånede meget nedad øst for kirken. Der var ikke mange mennesker på pladsen og de nærliggende gader, men der var mange restauranter, der var lukket op, så måske forventede de en del søndagsgæster.

Ragusa Ibleo
Piazza Duomo
Kirken Duomo di San Giorgio
Piazza Duomo

Vi fortsatte turen ned mod parken Giardino Ibleo, der afgrænser byens østlige ende. Parken virkede meget fredelig og vi nød at spadsere langsomt igennem parken ud til udsigtspunkterne mod øst og nord. Solen skinnede og vi satte os på en bænk og nød udsigten og freden. Fuglene kvidrede lystigt omkring os. Uhmm - forår… Dette var, hvad vi var taget afsted for.

Parken Giardino Ibleo
Parken Giardino Ibleo
Parken Giardino Ibleo
En kirke var lavet om til kunstmuseum

Tilbage i byen var der kommet mere liv i gaderne. Der ville helt klart komme mange mennesker i denne bydel i dag. Vi satte os på en fortovsrestaurant og fik et glas saft og et glas hvidvin. Jeg var blevet sulten, så jeg bestilte et lækkert brød med rejer og salat. Vi var de eneste på restauranten men næsten som sædvanligt trak vi som fluer gæster til og i løbet af et øjeblik var alle bordene i solskinnet optaget. Der var en del turister iblandt.

På torvet holdt et lille tog og ventede på, at der kom passagerer. Togets første tur lod åbenbart vente på sig. Vi forhørte os om prisen. 5 euro for en halv time. Det ville vi gerne. Der sad også en italiensk familie og ventede på første tur, så vi hoppede alle ombord. Togføreren fik travlt med at rulle plasticvinduerne op i togets sider. Så myldrede det ellers til med gæster og i løbet af kort tid var toget næsten fuld. Inden afgangen, skulle togføreren åbenbart aflevere pengene i en nærliggende forretning. Da han kom tilbage, var der flere, der ville med. Så skulle der rulles flere plasticvinduer op, tages imod betaling, afleveres penge. Heldigvis kørte det ikke helt i ring for ham, for så var der afgang.

Vi kørte en tur rundt i Ragusa Ibleo og så en del af byen, som vi ikke selv havde set. Toget trillede hen forbi vores parkeringsplads og tilbage mod Piazza Duomo. Det var en fin lille tur og så kunne vi lige hvile benene undervejs.

Ragusa
Ragusa
Vores parkeringsplads i Ragusa

Tilbage til autocamperen og et softbrød. Planlægningsmøde! Vi havde flere muligheder. Vi kunne blive i Ragusa, køre til en bøffelfarm, hvor vi kunne overnatte - eller vi kunne køre mod nord til en vinbonde, jeg havde sat et kryds ved. Vores erfaring er, at mange vinhuse har lukket på denne tid af året, så vi valgte vinbonden fra. Vi valgte derfor at køre mod bøffelfarmen, der ifølge camper-app’en havde åbent hele året. Der så temmelig lukket ud, da vi ankom dertil.

Så søgte vi mod sydkysten af Sicilien. Det var egentlig ikke vores mening, at vi ville ned i dette område, som flere havde beskrevet som landbrugsområde og temmelig uinspirerende, men vejret var varmt og vi havde ikke lyst til at køre for meget rundt. Vi valgte en campingplads ved vandet. Her kunne vi godt stresse af et par dage. Det trængte vi til! Nej, vi må sige, at vi er kommet så langt ned i gear, som man næsten kan komme. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er stresset fuldstændig af. Det er en dejlig fornemmelse i kroppen. Ingen stress og jag. Alt foregår i et astadig tempo. Men derfor kunne vi godt tillade os at tage et par dage, hvor vi bare sidder og kigger ud over vandet med en bog.

Pladsen så ikke særlig spændende ud. Her var såmænd pæn og ren (det er heller ikke altid normen). En yngre kvinde med et godt engelsk og en aldeles kraftig læbestift anbefalede os, at køre ind og finde en plads og komme tilbage til hende, for at få registreret os. Vi fandt en plads så tæt på vandet, som vi kunne komme. Foran os stod en række pæle hen over stranden. Sikkert for at afgrænse campingpladsen.

Snart sad vi i solen og slappede af med en bog. Vores tank med affaldsvand var blevet fyldt, så sidst på eftermiddagen kørte vi hen og fik tømt af - og nyt vand på, for det sidste vand, vi havde fået på, gad vi ikke drikke. Vi satte en omgang vasketøj over, men det blev næsten helt mørkt, før vi kunne hænge det op på en intermistisk snor mellem et par pæle. Det var spændende, om snorene holdt, eller om det hele endte i sandet. Vejret skulle blive en anelse mere blæsende…

Aftensmaden bestod af et par skiver rugbrød, der efterhånden ikke smager af så meget længere. Men lidt makrel og en gordon bleu ovenpå hjalp lidt på tingene.

For første gang på turen tillod vi os den luksus, at se lidt fjernsyn. Vi så den ene af de 2 udsendelser, der har skabt så meget røre om Michael Jackson. Jeg synes, at det var trukket meget i langdrag. Historien var meget klar. Sangeren havde et sygeligt forhold til børn, men de 2 udsendelser kunne snildt koges ned til en halv time - i stedet for 3 timer.


Forrige dag Oversigt Næste dag